Det vildeste kystfiskeri - Fiskerejse i 2026
Skal du med en tur til Cape Cod hvor vi skal fiske Striped Bass, Bluefish og False Albacore fra kysten?
Pro Outdoor gentager selvfølgelig succesen og arrangerer endnu en rejse til Cape Cod i USA, hvor vi skal dyrke noget af det fedeste kystfiskeri man kan tænke sig.
Turen ligger fra d. 3/10 til d. 11/10 - 2026.
Mere om rejsen
Turen til Cape Cod, i staten Massachusetts, som er en halvø på størrelse med Langeland.
Der kan næsten altid findes læ et eller andet sted, så det er en oplagt destination for fluefiskere.
Amerikanerne fisker, i øvrigt, næsten kun fra båd, og derfor har vi meget af kysten for os selv.
I september/oktober kan vejret være meget lig det danske. Vi kan forvente kølige dage, men der kan også forekomme solrige dage med op til 25 grader. Vandtemperaturen ligger normalt på ca. 20 grader. Omkring September og Oktober forlader ynglen de beskyttede områder og bevæger sig ud på kysten, før vinteren sætter ind. Det ved de store rovfisk godt, og fiskeriet kan gå helt amok - og så er det sjovt at være kystfisker på Cape Cod.
I 2026 gennemfører vi en tur med plads til 8 deltagere og 1 rejseleder. Vi har 6 hele fiskedage på Cape Cod og vi glæder os allerede til at komme afsted igen. Så snart vi har præcise informationer om flytider, opdateres det her på siden.
Vi skal bo i sommerhus placeret centralt på Cape Cod. Her bor vi i nem køreafstand til mange af fiskepladserne og på indkøbsmuligheder. Man indkvarteres på 2-mands værelser.
Huset har alle de faciliteter, som enhver fisker skal bruge på sådan en tur. Køkken, toilet, bad, stue med fjernsyn og udendørs faciliteter til at skylle grej og waders.
Forplejningen er en blanding af at spise ude, lave mad og madpakker selv, alt efter jeres ønsker.
Turen henvender sig primært til fluefiskere men der er ingen tvivl om at et par dygtige spinnefiskere også vil kunne opleve vanvittig spændende fiskeri!
En typisk dag på Cape Cod
Fiskeriet foregår mest om dagen, men vi vil også få noget fiskeri når det er mørkt, både om aftenen og om morgenen. Hver dag er én lang fiskedag med enkelte pauser i løbet af dagen. Vi starter som regel ved 4-5-tiden om morgenen og slutter ved 20-21-tiden om aftenen, alt afhængig vejrforhold og tidevand, som er afgørende for visse typer af fiskeri.
Fiskeriet minder meget om dansk kystfiskeri og både sightfishing, mågesjov samt blindfiskeri er på dagsordenen.
På Cape Cod er fluehjulets bremse og bagline dog ikke til pynt! På vores tidligere ture har hele holdet set deres bagline og der var flere udløb i 100 m klassen.
Kysten på Cape Cod er for det meste ren sandbund og vi kommer til at gå mange kilometer i løbet af dagen - og mange af de kilometer er i vand, så giv dig selv nogle "gå-timer" i benene inden du tager afsted. Ligeledes kommer man til at fiske med lidt større fluer end vi plejer i Danmark. Så det er en rigtig god ide at træne sit fluekast, med nogle store fluer på forfanget, inden afrejse (der bliver desuden arrangeret et par kastetræninger inden afgang)
Info møde
Info møde afholdes en aften i løbet af sommeren - nærmere tidspunkt fastsættes senere.
På info mødet vil der være et væld af praktiske informationer om fiskegrej, fluer, øvrigt udstyr og dagsprogram. Der vil også være mulighed for at købe/bestille fluer til fiskeriet, samt at der vil være gode tilbud i butikken, hvor jeres Fiskeguide også kan træde til som Personal Shopper.
Ønsker du først at vide mere, og gerne vil deltage i infomødet inden du booker plads - Ring da venligst til butikken på 59443212 hvor du kan melde dig på som gæst til infomødet.
Prisen inkluderer
- Infoaften, med gode tilbud, inden afrejse
- Sommerhus
- Lejebiler
- Dansk rejseleder (fra butikken) med lokal kendskab til pladser samt fiskeri
Prisen inkluderer ikke
- Statstegn 10 US
- Flybillet Billund/København - Boston tur/retur
- Benzin på hele turen
- Mad og drikkelse på hele turen
- ESTA
- Visum for indrejse til USA
Pakkeliste Cape Cod 2026
- Sengetøj og Sengelinned
- Håndklæde
- Fleece / Sweater
- Vadejakke eller vandtæt jakke
- Lange underbukser eller lignende til under waders
- Åndbare waders
- Vadestøvler
- Fluestang 9 fod #7 til #9
- Fluehjul med min 150 m backing
- Taperet Forfang 9 - 12 fod (0,33mm - 0,37mm)
- Forfangs materiale (0,33mm - 0,37mm), gerne fluorcarbon
- Forfangswire til Bluefish
- Evt. Fingerbeskyttere /fingerguards (Til at undgå sår fra fluelinen)
- Fluer
-Vandtæt rygsæk eller slingbag
- Line kurv/flexistripper/linemaster
- Hat / Kasket
- Hue og handsker, evt. Buff (det kan være koldt om morgenen)
- Tynd uv sikker beklædning til hvis det er varmt
- Solbriller (Polaroid)
- Toiletsager
- Pas
- Rejseadapter
Hvis du har spørgsmål til turen kan du ringe på 59 44 32 12 og spørge efter Thomas eller Mikkel.